Klovnen der bare ikke var særlig sjov

Stilhed er noget mærkeligt noget. Vi kan godt lide stilhed. Vi vil godt have fred og ro men hvis stilheden varer for længe, bliver vi urolige. Flere oplever måske stilhed som ubehag men stilhed kan give fordybelse, indre ro og vække vores følelser og sanser. Hvad ville der egentlig ske, hvis vi gik ind til vores elever og ligesom Dummy bragte stilheden med?

Klovnen Dummy er ikke særlig sjov men alligevel kan han noget ganske særligt. Når Dummy optræder, får han en dreng til at tænke på hans morfar. Miriam tænker på pigen, der bliver mobbet. Mark tænker på fodbold. Publikum tænker på, hvad de ikke er gode til og hvad de er nødt til at gøre, selvom de ikke har lyst. “Du er en klovn!” råber cirkusdirektøren. “Ja,” siger Dummy. “Men du er bare ikke ret sjov!” råber cirkusdirektøren så. “Faktisk er du så lidt sjov, at du er fyret til den første, hvis du ikke bliver sjovere!” Men så brokker publikum sig. De vil have klovnen Dummy. Dummy er helt speciel. Han giver en optræden, der får tilskuernes øjne til at åbne sig for andre ting i livet.

En billedbog til mellemtrinnet og udskolingen skrevet og illustreret af to helt store personligheder vi har indenfor børne – og ungdomslitteraturen. Kim Fupz Aakeson og Stian Hole får os helt ind i manegen, hvor man kan dufte popcornene, fornemme savsmulden og mærke stilheden forventningsfuld.

Kim Fupz Aakeson serverer en fin fortælling med et finurligt sprog i mange lag. Stian Hole har illustreret smukt, detaljeret og dragende. En billedbog med undervisningspotentiale både på tekst og billedside med en lille fin foldebog til. En forestilling i særklasse. Tak til forlaget for bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *