De tre små kinesere

Dansklærerforeningen har sammen med Jesper Wung Zung og Otto Dickmeiss udgivet denne eventyrlige og humoristiske billedroman med et væld af intertekstualitet.

Kejseren i Kina har fødselsdag 364 dage om året og den sidste dag fylder han rundt. Det eneste han ønsker sig er gode historier. De tre små kinesere Tjung, Tjang og Tjing begiver sig ud på en farlig rejse til den anden side af kloden for at finde digteren over dem alle.

Endnu en fortælling fra Jesper, hvor han på fineste måde leger med eventyrgenren med prøvelser, humor, poesi og referencer til H.C.Andersen der også ses så fint i Ottos karakteristiske illustrationer.

De tre små kinesere køber selvfølgelig en kontrabas og løber fra nogle betjente – hvad ellers. En sjov reference til børnesangen; “Tre små kinesere sad på Højbroplads.”

“De tre små kinesere” kan og bør læses for fornøjelsen og hyggens skyld. Bogen er fra forlagets serie med billedromaner og er virkelig oplagt at anvende for dansklærere, der skal arbejde med eventyrgenren hos de ældste elever. En fortælling med guf for enhver dansklærer med fokus på genretræk, forholdet mellem tekst og billede og selvfølgelig referencer til H.C.Andersens eventyr og hvilke Jesper har flettet ind i fortællingen.

Billedromanen var en del af bogpakken fra Dansklærerforeningen i efteråret 2019.